Jeg har snakket med et træ

Dagbogsnote 9. maj, 2016:
Jeg har snakket med et træ i dag. Jeg tilbød skoven al min viden, hvis den selv kan finde ud af at hente det fra mit sind. Træets respons var et tilbud om at fungere som højtaler og jeg gentog mit tilbud til hele skoven. Træet svarede ved at invitere mig til at flyve rundt som en fugl fra gren til gren i skoven og efterlade lidt viden her og der. Jeg svarede at det bliver nok et problem, for jeg holder af at holde mig til jorden. Jeg er en som tramper på jorden og får de tørre blade til at rasle, når jeg går rundt i skoven. Træet nåede så frem til at det vist måtte hente min viden på en anden måde, sådan mere gennem rødderne end gennem krone og de nyudsprungne blade. Og jeg gik derefter videre gennem skoven og hjem.